Topshelf Konsulentservices

Hjem Artikler Kan man bruge jeres hjemmeside uden mus? (de færreste har testet det)

Kan man bruge jeres hjemmeside uden mus? (de færreste har testet det)

Af Brian Emilius,

436 ord, ca. 2 minutter

Der er masser af almindelige situationer, hvor en bruger er forhindret i at bruge en mus til at navigere rundt på din hjemmeside.

  • Den trådløse mus er løbet tør for batteri
  • Der er ikke helt plads til at bevæge musen på et rodet skrivebord
  • Du er kommet til at slå touchpad på din bærbare fra og kan ikke lige finde ud af at slå den til igen
  • Du vil gerne skåne dine håndled og minimerer derfor muse-brug (seneskedehindebetændelse)
  • Du har en midlertidig nedsat evne fordi du har brækket eller forstuvet finger/håndled/albue/skulder

Og selvfølgelig hvis du har en permanent nedsat evne i forbindelse med et fysisk handicap.

Pointen er, at det ikke altid handler om permanent nedsat evne, men ofte er situationsbestemt for langt de fleste brugere.

Derfor er det vigtigt at du kan navigere din hjemmeside udelukkende ved at bruge tastaturet.

Hvad betyder det?

Du skal for eksempel kunne bruge TAB-knappen på dit tastatur til at flytte fokus mellem de forskellige links, knapper og input-felter.

Rækkefølgen skal være logisk i forhold til den visuelle opstilling på din side eller i din app.

Det er i denne sammenhæng enormt vigtigt at et aktivt element (ovenstående) har en eller andne form for fokusindikator, fx. en outline i en god kontrastfuld farve.

Faktisk er der et meget tydeligt WCAG krav til dette. Farvekontrasten skal være på mindst 3:1 og tykkelsen på en fokusindikator skal være minimum 2 pixels.

Men vi kan gå endnu mere i dybden

Gør du brug af modal-vinduer? Kan modalvinduet lukkes ved hjælp at tastaturet, for eksempel ESC eller en knap som kan navigeres til med tastaturet?

Er der dropdowns/rullepaneler på din hjemmeside? Kan du bruge den med pile-navigation og mellemrumstasten for at vælge?

Har du video eller lyd? Kan brugere starte/stoppe mediet med tastaturet? Kan de skrue op eller ned for lyd og spole frem eller tilbage i afspilningen?

5-minutters test enhver kan lave

Det er heldigvis meget let at teste om din navigation virker som den skal.

  1. Sæt dig for en opgave:

"Jeg vil gerne teste om jeg kan"

  • udfylde kontaktformularen og sende den
  • åbne en bestemt artikel
  • lægge en vare i kurven og gennemføre bestilling
  1. Læg musen væk og brug kun tastaturet. Brug TAB, ESC, pilenavigation, mellemrumstasten og ENTER.

Skriv dine erfaringer ned: Hvad gik godt, hvad gik ikke godt.

Det tager kun 5 minutter at teste og du hjælper potentielt meget store grupper af dine brugere.

Har du brug for at gennemføre en dybere test af din hjemmeside så tag kontakt til mig og vi kan tale om mulighederne.


Tilbage til toppen